Hvis du har et luftgevær eller du har overvejet at købe et, så har du sandsynligvis også tænkt over, hvad reglerne er for køb og brug af luftgeværer. Lovgivningen omkring luftgeværer og andre luftvåben er også meget relevant at tage i betragtning, inden du investerer i et luftgevær eller bare prøver at bruge et, da der er regler for, hvilke luftgeværer du må købe og bruge. Lovgivningen omkring køb og brug af luft- og fjedervåben står beskrevet i Bekendtgørelse af lov om våben og eksplosivstoffer og i Bekendtgørelse om våben og ammunition m.v.

Mange danskere oplevede tilbage i 2013, at deres hidtil lovlige luftgevær efter en ændring i lovgivningen ville blive ulovligt. Dette skyldtes en stramning af våbenlovgivningen, som betød, at luft- og fjedervåben med en kaliber over 4,5 mm. nu krævede et jagttegn eller en våbentilladelse. I den forbindelse skulle alle, der ejede et luftgevær med en større kaliber end 4,5 mm enten aflevere våbnet eller anmelde våbnet til politiet. Hvis man valgte at anmelde våbnet, så skulle man dernæst enten anskaffe sig et jagttegn eller ansøge politiet om en våbentilladelse. Derudover blev det ligeledes et lovkrav, at man opbevarede våbnet i et våbenskab fremover.

På baggrund af stramningen af våbenloven i 2013 er det altså derfor ikke lovligt at indføre, fremstille eller samle, erhverve, besidde, bære eller anvende både luft- eller fjedervåben med større kaliber end 4,5 mm medmindre man opfylder kravene om jagttegn eller våbentilladelse samt opbevaring i våbenskab. Det gælder eksempelvis luftgeværer med kaliber 5,5 mm eller 6,35 mm. Dog betyder det også, at luftgeværer med en kaliber på 4,5 mm ikke kræver jagttegn mm – ved køb og brug af disse kræves det kun, at du er fyldt 18 år. Derfor er det værd at overveje, hvor meget du vil investere af ressourcer i dit luftgevær og hvad du skal bruge det til, hvis du overvejer at købe et. Et luftgevær med kaliber 4,5 mm kan passe rigtig godt til mange behov, så derfor er stramningen af lovgivningen ikke nødvendigvis noget problem for dig og dine behov.

Selvom luftgeværer med en større kaliber end 4,5 mm som udgangspunkt også er kraftigere våben end dem med kaliber 4,5 mm, så er der ikke nødvendigvis en markant forskel. Hvis du ikke vil investere ressourcer i at få et jagttegn mm, men du stadig ønsker dig et kraftigt luftgevær, så kan du undersøge de forskellige luftvåbens andre egenskaber, og finde det kraftigste af dem med kaliber 4,5 mm. Forskellen på luftgeværer med kaliber 4,5 mm og 5,5 mm kan også være meget lille, når det kommer til våbnets kraft, som måles i Joule. I nogle tilfælde kan det endda opleves, at et luftgevær med kaliber 5,5 mm er mindre kraftigt end et med kaliber 4,5 mm. Der er altså flere faktorer, der spiller ind, som er værd at undersøge. Der er et meget stort udvalg af luftgeværer i høj kvalitet på markedet, så der er helt sikkert også et, som opfylder dine ønsker. Husk, at alle luftgeværer skyder hårdt, og det er derfor utroligt vigtigt at være opmærksom på sikkerhed, når det tages i brug. Pas altid godt på, at du ikke sætter andre eller dig selv i fare og sigt aldrig efter mennesker. Selvom luftgeværet har en kaliber på 4,5 mm, så kan det stadig gøre stor skade, hvis skuddet rammer et menneske.